Winn Feline Foundation har et par specielle fonde, hvis indtægter er øremærket. Én af dem er The Bria Fund:
Denne særlige skuffe
til fordel for FIP forskning
hedder The Bria Fund.
Bria´s ejer og grundlægger af fonden, Susan Gingrich, fortæller:
”Bria blev født 12. Juli 2004. Hun var en meget smuk blåtabbymasket birma. På stamtavlen hed hun Brieanna Jamie, Bria til dagligt.
Bria betyder "den stærke" på keltisk. Min mand Jim og jeg bragte vores lille pelsbold hjemfredag før Thanksgiving. Hun passede straks ind, som havde hun
altid boet hos familien Gingrich-Shurskis.
Første besøg hos dyrlægen gik fint, og Bria blev erklæret sund og rask. Hun var med hos dyrlægen igen et par uger senere sammen med sine ”søstre” Angel og
Sinta, da de alle havde pådraget sig en luftvejsinfektion. Da Bria var 6 måneder gammel, var vi igen hos dyrlægen for at få hende neutraliseret.
Da hun kom hjem genoptog hun straks sine daglige rutiner med at lege, spise og sove lige så entusiastisk som altid.
Omtrent en måned efter operationen lagde jeg mærke til, at Bria syntes at trække vejret med bugen. Hendes energi niveau var faldet drastisk, og hun
legede næsten ikke mere. Hendes appetit var dog fin. Jeg nævnte min bekkymring for Bria for dyrlægen, som på grund af mistanke om et større navlebrok
foreslog røntgen billeder samt barium optagelse.
Ovenpå prøverne gav dyrlægen udtryk for stor bekymring. Bria havde med sikkerhed intet navlebrok, men undersøgelserne viste en stor mængde væske i den ene
side af Bria´s brysthule. Jeg gav tilladelse til at en prøve af væsken blev udtaget og indsendt til et laboratorium for nærmere undersøgelse.
På dette tidspunkt forklarede dyrlægen, at hun frygtede at Bria havde smitsom bughindebetændelse, bedre kendt som FIP. Der ville gå nogle dage, inden der
kom svar på prøven. Noget rystet bragte jeg Bria hjem samme aften. Hvordan kunne dette ske for min sunde, glade killing?
Jeg kendte intet til FIP. I flere dage undersøgte Jim og jeg hvad vi kunne om FIP, og tanken var ganske enkelt rædselsvækkende.
I starten af den næste uge ringede dyrlægen med prøvesvar. Der var en stor mængde protein i væsken. Der findes ingen direkte test for FIP, men prøvesvarene
svarede til diagnosen. Dyrlægen forklarede, at prognosen var meget dårlig: der er ingen kur, og katte med den våde form bukker under meget hurtigt.
Da Bria stadig spiste ganske godt, spurgte jeg dyrlæge hvad vi kunne gøre for at give hende god livskvalitet så længe som muligt.
Hun foreslog en konsultation hos en specialist i interne sygdomme.
Under konsultationen foreslog specialisten endnu en test af væsken fra brysthulen, en såkaldt PRC test (Polymerase Chain Reaction)
Han forklarede at den givetvis ville være positiv, men synes vi skulle gøre det alligevel. Ergo blev en prøve sendt til PCR analyse,
og vi ventede igen, forventede det værste. Men til vores store glæde kom prøven tilbage negativ for corona virus!
Men Bria var fortsat meget inaktiv og fortsatte med at trække vejret mærkeligt. Hendes appetit var for nedadgående, selv om hun spiste
hvis vi opfordrede hende. Da prøvesvarene var forvirrende, foreslog vores dyrlæge nu, at vi tog Bria på klinikken på the University of Pennsylvania
School of Veterinary Medicine til yderligere undersøgelser. Så vi kørte til Philadelphia og fik hende indlagt.
I løbet af de næste dage blev Bria undersøgt på kryds og tværs for at finde svaret på hendes sygdom. Undersøgelserne påviste forstørrede nyrer,
nyresvigt samt væske i brysthulen. Den foreløbige diagnose var FIP, hvilket var skyld i de foreliggende problemer.
Dyrlægen som havde stået for alle undersøgelserne foreslog at vi kom og hentede Bria hjem, for hun havde ikke lang tid tilbage at leve i.
Hun vidste, at Bria trods alt ville have det bedre hjemme den sidste tid.
Vi tog den svære beslutning at lade Bria sove ind den følgende aften.
Vi tilbragte den næste, den sidste dag Bria. Vi talte med hende, sang for hende og børstede hende.
Jim tog en middagslur med hende liggende på sin brystkasse. Han tog hende udenfor på armen, så hun kunne høre fuglene
og føle vinden i pelsen en sidste gang. Da tiden var inde tog vi hende til dyrlægen, hvor vores elskede killing på
kun 9 måneder stille og smertefrit fik lov at dø. Efter en kort mindestund begravede vi hende et særligt sted i haven.
På stenen hvor hun ligger står der: ”Beloved Bria So Small So Sweet So Soon". Hun var kun en del af vores liv i kort tid, men vi nød hvert et øjeblik.”
Hjælp Susans kamp mod FIP gennem din donation til The Bria Fund.