Raffle til fordel for Winn Feline Foundation.
Hvad er nu det for noget..?
Hvis du for nyligt har været på udstilling hos enten Racekatten eller JYRAK, så håber jeg, at du har lagt mærke til plakaten her til venstre! Den er trods alt 2 meter høj og 65 centimeter bred, og vi er da faktisk ret stolte af den.
Men hvad er Winn Feline Foundation for noget, og har ”raffle” noget med terningespil at gøre?
Men måske skal vi starte med begyndelsen for at få det hele med! Begrebet ”raffle” er et amerikansk udtryk, og det kan nærmest oversættes med lotteri eller tombola. Men det foregår på en lidt anden måde end vi er vante til i Danmark — og det kommer vi tilbage til om lidt.
Inspireret af National Birman Fanciers tog Birmaringen ideen op for nogle år siden og begyndte at arrangere raffles på sine medlemsarrangementer i Jylland. Pengene blev sendt til Dr. Diane Addie, Glasgow Universitet. Hun har i årevis forsket i FIP og indtager internationalt en førende plads på området. Da vi fra tid til anden ser for mange birmaer bukke under for FIP, var det naturligt at Dr. Diane Addie blev den, der skulle modtage den økonomiske støtte.
I foråret 2005 lykkedes det trods modstand fra dele af Felis Danicas FU at få stablet et opdrætterseminar på benene i Felis Danica-regi.
Ingen ringere end den kendte canadiske dyrlæge Dr. Susan Little, som nu er formand for Winn Feline Foundation,
og ikke mindre kendte Dr. Tim Gruffydd-Jones fra Bristol Universitet kom til Danmark og afholdt i Kolding et brag af et seminar for de danske opdrættere!
Susan Little, som på daværende tidspunkt var videpræsident for Winn Feline Foundation afstod fra at modtage honorar for sin indsats, mod at hun fik et bidrag med hjem
til foreningen. Et beløb på kr. 15.000,- blev afsat på budgettet til dette formål, og selv foreslog hun at vi afholdt et raffle til fordel for foreningen,
uvidende om det beløb, der allerede var fastsat. Her var Birmaringen på hjemmebane — det havde vi prøvet før, og vi aftalte med Ole Amstrup at det skulle vi nok tage os af.
Det lykkedes at lave et rigtigt flot raffle med mange flotte præmier, og det var en stor succes, som indbragte yderligere ca. kr. 7700,- til Winn Feline Foundation.
Så fik vi blod på tanden i Birmaringen! Vi spurgte JYRAK om vi måtte prøve at gentage successen på deres næstkommende udstilling, og klubben stillede straks meget
velvilligt standplads til rådeighed for projektet uden beregning!
JYRAKs sommerudstilling 2005 i Kruså var den første udstilling, hvor standen var med. Pengene gik til Dr. Diane Addie, og vi havde et par foldere med fra hendes
laboratorium om hvad de bruger pengene til. Takket være Helene Alminds indsats gik Racekatten med på vognen kort efter, og siden efteråret 2005 har de ligeledes
stillet standplads til rådighed uden beregning på deres udstillinger. I foråret 2006 forlod Dr. Diane Addie sin stilling på universitetet i Glasgow til fordel
for en stilling i Frankrig, og selv om der stadig arbejdes med FIP deroppe, besluttede vi at fremover ville vi sende pengene til Winn Feline Foundation.
På Felis Danicas jubilæumsudstilling i maj 2006 var Racekatten og JYRAK straks på pletten og hjalp omgående med at løfte
opgaven ved at bestille og betale for standplads samt annonce i kataloget. Kudos til JYRAK og Racekatten for deres engagement i sagen!
Nå, tilbage til rafflet…!
Hvor kommer præmierne fra? De kommer fra både private (opdrættere og kælekatteejere) samt fra forskellige firmaer.
Den flotte plakat er velvilligt sponsoreret af IAMS/Eukanuba, der i lighed med f.eks. Hill´s, Specific og andre foderfirmaer gerne bidrager med flotte foderpræmier
til rafflet uden at forvente andet end tak retur.
Rigtigt mange private kommer forbi i løbet af weekenden med en pose eller nogle gange hel flyttekasse med præmier — ingen nævnt, ingen glemt, men lad det
blot være sagt, at vi i raffle standen er MEGET taknemmelige for jeres store velvillighed!
Oveni alle disse dejlige præmier giver Racekatten og JYRAK yderligere meget eftertragtede gavekort på udstillingsgebyrer!
Hvor bliver pengene af? Da der ikke er nogen udgifter forbundet med at stille raffle standen op eller med indkøb af præmier, går ganske
enkelt enhver krone ubeskåret til Winn Feline Foundation!
Kan man være sikker på, at de får pengene? Ja — 2 personer (aldrig fra samme husstand) tæller kassen og og skriver under på beløbet hver eneste gang,
og beløbet overføres via Paypal til Winn Feline Foundation.
Det giver både en kvittering, som enhver er velkommen til at komme og se, idet kassebogen naturligvis er med på alle udstillingerne — og så giver det minimale
udgifter til overførsel af penge til udlandet. Du er også mere end velkommen til at se vores takkebreve fra Winn Feline Foundation, som synes vi gør det helt godt her i Danmark.
Hvad skal du så gøre, næste gang du er til udstilling hos JYRAK eller Racekatten, eller til et andet arrangement, hvor vi har fået lov at komme med raffle standen?
Du skal selvfølgelig gå hen og købe en strimmel lodder! De koster kr. 10,- pr. stk eller du får ikke mindre end 12 for kr. 100,-! Lodderne er 2-delte, og det er nu
systemet adskiller sig fra det, vi er mest vante til i Danmark, når vi taler tombolaer. Ud for hver præmie står der et krus.
Du deler din strimmel med lodder i 2 dele. Den ene del fordeler fordeler du i lige nøjagtigt de krus, hvor du helst vil vinde en præmie. Du kan enten smide et
lod eller to i flere krus og derved sprede dine investeringer — eller du kan smide dem alle sammen i det samme krus ved en præmie,
som du bare MÅ vinde! Den anden del af strimmelen beholder du til sidst på dagen, som regel ved 15-tiden, hvor der er udtrækning. Hvert krus tømmes i en bøtte,
og der trækkes lod af en uvildig, som vender ryggen til, mens loddet trækkes op. Det vindende lod tapes fast på præmien, og du hiver herefter din strimmel med
lodder op af bukselommen, og ser om du har været heldig at ét af dine numre er blevet udtrukket. På denne måde kan man vinde lige det man drømmer mest om, hvis man er heldig.
Så vi ses da i raffle standen på næste JYRAK eller Racekatten udstilling, ikke? For en bedre fremtid—for dine og mine katte!
Billeder fra raffles på de danske udstillinger:
Gladsaxe udstilling

|
Racekatten udstilling

|
Aalborg udstilling om morgenen inden det går løs

|
Aalborg udstilling - kø ved præmieudtrækningen

|
|